Musikken og komponisterne på udgivelsen "World-Mothering Air"
Skrevet af Frode Andersen
Peter Rasmussen (1838-1913) var oprindeligt regimentsmusiker, men gennem studier i orgelspil og musikteori hos J.C. Gebauer, blev han sidenhen også organist, komponist og musikteoretiker. Fra 1883 til sin død var han organist i Garnisonskirken i København og var sideløbende en anerkendt underviser i musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han var også aktiv som komponist og komponerede særlig kammermusik for blæsere, herunder Blæserkvintet i F-dur fra 1896.
Selv om mere moderne udtryk var begyndt at indfinde sig også i dansk musik på dette tidspunkt, var de mere traditionelle former og klange stadig meget udbredt i 1890´erne. Således også i Peter Rasmussens blæserkvintet. Musikken udfolder sig i traditionelle former, forankret i det tonale, og med fokus på iørefaldende melodier og temaer. Tonesproget er velklingende og musikantisk, og karakteren let og elegant - understreget af, at alle satser går i dur. Rasmussens blæserkvintet peger således mere tilbage imod tilsvarende kvintetter af f.eks. Anton Reicha og Franz Danzi fra starten af århundredet, end henimod den mere moderne blæserkvintet af Carl Nielsen, komponeret 25 år senere, i 1922.
Rasmussens blæserkvintet er, som traditionen foreskriver, i 4 satser, hvor ydersatserne er hurtige, med en langsom 2. sats efterfulgt af en let, kort 3. sats. Det hele starter med en langsom indledning, hvor instrumenterne præsenteres én efter én, inden de alle samles i satsens egentlige Allegro-tempo. I satsens midterdel vender temaet fra den langsomme indledning tilbage. I den langsomme, sangbare 2. sats er det oboen der fører an, og i 3. satsen er det hornet, der overtager lederrollen i en dansant menuet med tilhørende trio. 4. sats starter som en fuga, hvor hvert instrument forskudt sætter ind med det samme tema - først klarinetten, så oboen, efterfulgt af fløjte og til sidst fagot, inden hornet afbryder med effektfuld brug af de såkaldte stop-toner, hvor hornistens højre hånd bruges til at dæmpe tonen. Både menuet og fuga er musikalske karakterer og teknikker vi særligt forbinder med tidligere tiders musik, særlig barokken, hvilket igen er med til at understrege værkets generelle tilbageskuen. Det bør dog ikke skygge for det faktum, at Rasmussens Blæserkvintet i F-dur er yderst charmerende musik, velskrevet og velkomponeret, og til enhver tid en fornøjelse at lytte til.
Begreber som avantgarde, retro, modernisme og postmodernisme er heller ikke for alvor nærværende hos komponisten Peter Bruun (f. 1968).
Peter er ikke bange for at være umoderne. I mødet med hans musik er det i stedet ofte ord og fraser som “organisk”, “plastisk” og “rytmisk” der bliver brugt til at beskrive musikken, og kollegaer har, lidt spøgefuldt, sagt, at hans musik lyder som folkemusik fra et land der ikke eksisterer.
Peter Bruuns musik tager ofte udgangspunkt i tekster, og musikdramatik fylder da også meget i værklisten. Men også instrumentale værker har ofte tekstlige referencer. Således også “World-Mothering Air” for blæserkvintet. Titlen “World-Mothering Air” er hentet fra første strofe i digtet “The Blessed Virgin compared to the Air we Breathe” af engelske Gerard Manly Hopkins (1844-1889). Udover at være digter, var Hopkins også katolsk præst, og i digtet sammenligner Hopkins Jomfru Maria med luften omkring os.
Peter Bruuns værk er komponeret til Qvindetta og klarinettisten Tine Maj Antonsens debutkoncert fra Syddansk Musikkonservatorium i 2015. Derfor spiller klarinetten en vigtig rolle hele værket igennem - dog uden at være solist. Klarinetten leder ensemblet, sætter tempi, stemning og klang, og de øvrige instrumenter lægger sig omkring, udvider, tilføjer og kommenterer.
Værket falder i 3 satser. Første sats er nærmest et forspil, et præludium, hvor klarinetten langsomt fører an, men hurtigt bliver omsluttet af de øvrige instrumenter. Anden sats begynder på samme måde, med klarinetten først, i en langsomt vuggende melodi, eller som et åndedræt, om du vil, der bliver stærkere og stærkere og hurtigere og hurtigere, som en besværgelse eller rituel dans, inden den falder til ro, som den startede. Det rytmiske og det insisterende er også det bærende element i tredje sats, der, med komponistens egne ord, er et forsøg på at udtrykke noget af den anråbelse, og - måske - tvivl, som digtet udtrykker